tirsdag den 15. november 2011

Gang i gaden - Arkivernes Dag 2011

Lørdag den 12. november var det atter engang Arkivernes Dag. I år havde det landsdækkende arrangement frit tema, og lokalarkivet i Vordingborg havde valgt at vise billeder og film under overskriften ”Gang i Gaden”. Og der blev sandelig også gang i arkivet: Mindst 75 besøgende var forbi og se udstillingen, bladre i billeder, se film, og få en kop kaffe og en snak.

Som noget nyt havde vi salg af dubletter af postkort og forskellige tryksager, sammen med de bøger, vi normalt har til salg i arkivet.

Billederne i udstillingen viser alle mulige former for gadeliv: Optog, byfester, kongelige besøg, ulykker, handel, leg og en række forskellige begivenheder.
Filmen var sammensat af to sort-hvide film uden lyd. Den ene fra 1911 med bl.a. fastelavn, spejdere på Kirketorvet og cyklende cafe-gæster. Den anden fra 1935 viser Vordingborgdagen med bl.a. fodboldkamp mellem skorstensfejere og bagere.

Filmfremvisningen var så stor en succes, at vi vil overveje at lave en filmaften på et senere tidspunkt.



tirsdag den 30. august 2011

Tag på skattejagt i lokalhistorien

Nu kan du kombinere interessen for Vordingborgs historie med frisk luft, motion og kortlæsning. I samarbejde med den lokale orienteringsklub O-63 har arkivet lavet en rute gennem byen. Ud fra et kort skal man finde frem til 15 historiske steder. Undervejs skal man løse en billedquiz, og har man lyst til yderligere udfordringer, kan man downloade en quiz til sin smartphone.

Kortet kan fås her på arkivet eller i turistinformationen på museet. Det kan også downloades her

Ruten indvies ved et arrangement lørdag den 3. september - mødested: ruinterrænnet v. flagstangen.

Billedquiz: Gæt hvor vi er henne


tirsdag den 12. april 2011

Arkivet på TV

I april var TV2 Øst på besøg for at høre om arkivets arbejde med at 'oversætte' en rådstueprotokol fra 1844 om byggeriet af rådhuset på Slotstorvet. Se klippet her:









Tak for besøget

Så er Masnedsundudstillingen pillet ned. Udstillingen blev en stor succes. Vi har haft rigtig mange besøgende, og arkivet vil gerne benytte lejligheden til at takke både besøgende og bidragydere endnu engang. Der har været ønske om adgang til at se billederne fra vores Masnedsund-Bio. Vi vil forsøge at arbejde på en løsning, hvor billederne kan vises her på hjemmesiden.

tirsdag den 1. marts 2011

Mød Masnedsund - lidt flere billeder fra udstillingen




Mød Masnedsund




I marts måned viser Vordingborg Lokalhistoriske Arkiv udstillingen "Mød Masnedsund - en bydel i medgang og modgang".

Det er historien om en bydel, der voksede op omkring endestationen for den nye jernbaneforbindelse til Sydsjælland. Og det er historien om en bydel med industri, havn og store arbejdspladser.

Det er Masnedsundbroen, og det er Masnedsundboerne, der i hvert fald ikke var Vordingborgensere.

Udstillingen består af 7 plancher, der i ord og billeder fortæller historien om Masnedsunds historie.

Fortællingen suppleres af en række arkivalier og genstande, med tilknytning til Masnedsund.

I vores Masnedsund Bio viser vi en kavalkade af Masnedsundbilleder.

Under overskriften "Mit Masnedsund" viser lokale masnedsundere genstande og fortæller erindringer om fra deres by.
Og endelig opfordres publikum til selv at give sit besyv med.

Udstillingen kan ses i KulturArkadens foyer hele marts måned i bibliotekets åbningstid.