tirsdag den 15. november 2011

Gang i gaden - Arkivernes Dag 2011

Lørdag den 12. november var det atter engang Arkivernes Dag. I år havde det landsdækkende arrangement frit tema, og lokalarkivet i Vordingborg havde valgt at vise billeder og film under overskriften ”Gang i Gaden”. Og der blev sandelig også gang i arkivet: Mindst 75 besøgende var forbi og se udstillingen, bladre i billeder, se film, og få en kop kaffe og en snak.

Som noget nyt havde vi salg af dubletter af postkort og forskellige tryksager, sammen med de bøger, vi normalt har til salg i arkivet.

Billederne i udstillingen viser alle mulige former for gadeliv: Optog, byfester, kongelige besøg, ulykker, handel, leg og en række forskellige begivenheder.
Filmen var sammensat af to sort-hvide film uden lyd. Den ene fra 1911 med bl.a. fastelavn, spejdere på Kirketorvet og cyklende cafe-gæster. Den anden fra 1935 viser Vordingborgdagen med bl.a. fodboldkamp mellem skorstensfejere og bagere.

Filmfremvisningen var så stor en succes, at vi vil overveje at lave en filmaften på et senere tidspunkt.